Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen til Løkkebo

Daginstitutionen Løkkebo er en del af Distrikt Nord, beliggende i naturskønne omgivelser, som vi inddrager og benytter i vores daglige pædagogiske arbejde. 

Daginstitutionen Løkkebo er en mindre og hyggelig institution. Det, der særligt kendetegner os, er at vores daglige kerneopgave med børnene tager udgangspunkt i familierelationer. Det gør, at vi værner om det nære og tillidsfulde forældresamarbejde. Mange familier har børn både i vuggestuen og i børnehaven. Det giver søskendebørn en tæt relation hele dagen igennem. Samtidig giver det personalet en forudsætning for den gode relation i en indkøringsperiode af fx vuggestuebarnet.  

I Løkkebo er vi 16 ansatte, delt på pædagoger, pædagogmedhjælpere, en økonoma, køkkenmedhjælper, koordinerende pædagog og en daginstitutionsleder. Vi er en lille, men fasttømret personalegruppe, der sammen skaber en tryg hverdag for børnene.   
Løkkebo rummer ca. 80 børn, der alle kommer med forskellige forudsætninger og fra forskellige vilkår. Det styrker vores mangfoldighed, fællesskab og vores kulturelle indsigt i børnefællesskabet. 

I vores fysiske indretning er vi opdelt i en vuggestuegruppe, med børn i alderen 6 mdr.-2,10 år. Vores børnehaveafdeling har vi valgt at opdele i to grupper. En gruppe for de 2,10-4-årige børn, og en gruppe for de 5-6-årige børn, altså de kommende skolebørn. Selvom vi er et aldersopdelt dagtilbud, har vi altid ”åbne døre”. Det ligger naturligt i vores mind-set at samarbejde på tværs af alder og stuer. Søskende har altid mulighed for at besøge hinanden i løbet af dagen.
Vores økonoma tilbereder hver dag mad fra Løkkebos eget køkken, hvilket gør, at vi i Løkkebo, får alle sanser i spil, særligt vores lugtesans. Hver morgen dufter der skønt af hjemmebagt brød mm. I køkkenet er fuldkorn og økologi en selvfølgelighed, faktisk har vi sølvmærket i økologi.

I Løkkebo er vores pædagogiske målsætning, at ethvert møde i en relation begynder i smilet og i en positiv og imødekommende fremtoning. Vi bestræber os på, at alt personale bliver ICDP certificerede – en særlig uddannelse indenfor relationskompetencer i det relationelle univers.
Vi sætter en ære i at være et dagtilbud, der giver børnene en indholdsrig og struktureret dagligdag, hvor der er plads og nærvær til, at alle børn kan udvikle og udfordre sig selv i sikre og trygge rammer. Vi er optagede af at skabe et udviklende læringsmiljø, hvor der er plads til individuelle behov.