Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Til nye forældre

Hvorfor vælge Løkkebo ud fra en forældrevinkel?

Børnene og personalet

Løkkebo er nærvær, omsorg, glæde og leg.

I Løkkebo vil I møde en institution, hvor dialog og tæt samarbejde omkring hvert barn er vigtig. Det er en institution med en leder og en personalegruppe, som er engagerede i at give jeres børn en tryg og udviklende hverdag og vi tror på, at samtale fremmer forståelsen.

I Løkkebo er vi fuldt ud opmærksomme på, at jeres børn er de eneste, som ikke selv har valgt at være her og derfor skal de have de bedste muligheder for at være trygge og trives.
Personalet er kompetente, engagerede og fagligt dygtige. Både fordi vi stiller høje krav til hinandens faglighed, men også fordi vi sørger for at efteruddanne og opkvalificere vores kompetencer og giver mulighed for implementering i kraft af vidensdeling og skemalagt faglig sparring.

Børnene og personalet i institutionen har mange forskellige etniciteter. Det giver en god mangfoldighed samt mulighed for kulturel nysgerrighed.

Man kan, som forældre følge med på AULA, hvor personalet dagligt opdaterer med tekst og billeder om dagens aktiviteter.

Børnene og omgivelserne

Løkkebos placering i Vallensbæk Nordmark tilbyder en masse gode faciliteter i nærområdet. Institutionen ligger nær vandgrunden, som bliver brugt flittigt, når naturen og udeliv dyrkes. Ligesom Rideakademiet, Plejecentret, Pilehaveskolen, det grønne strøg fra Nord til Syd, toget fra Albertslund station og kanalerne i Albertslund Centrum benyttes i stor stil. 

I Vallensbæk må græsset gerne betrædes (Vallensbæk Udviklingsstrategi 2022-2025) og det gør vi i stor stil og lige så tit, som det er muligt.

I Løkkebo vægter vi børnenes cykelfærdigheder højt og starter allerede i vuggestuen med scootere og løbecykler, som kommer med over på trafiklegepladsen ved Pilehaveskolen. Det betyder, at børnenes virkelighedsforståelse kan udvides, når vi, på cykel, kan komme rundt og besøge bl.a.  ’De glemte Kæmper’ ved Tueholmsøen, forskellige legepladser, Toftegården, biblioteket i Syd osv. Og så har vi også 2 ladcykler, som især vuggestuen triller afsted med, med børnene i cykelhjelme og spændt godt fast. 

Når vi kan udvide børnenes verden og virkelighedsforståelse gennem oplevelser, så får vi også mere at tale om. Og når vi udvider samtaleemnerne, så giver det også mulighed for at udvikle børnenes sprogudvikling og sprogforståelse. Fire børn og en voksen i en ladcykel er et fantastisk sprogligt læringsmiljø. 

Når vi ikke er ude at cykle, så kan Løkkebo tilbyde et stort og anvendeligt udendørsareal med både bakker, boldbaner, bålhytte, et væld af  legeudstyr til motorisk udfordring, samt små hyggelige kroge mellem træer og buske i et bakket terræn. Vi har også en forholdsvis nyrenoveret legeplads til de alleryngste, så de kan udforske deres motoriske kompetencer i et mere afskærmet miljø, så længe de har behov for det. 

Inde i Løkkebo, har vi inddraget alle kvadratmeter til mulighed for leg og læring. F.eks. er gangen ind i Huset omdannet til også at være bibliotek og læsesal i børnehøjde. Den lange gang i vuggestuen er også indendørs racerbane/boldbane, mens gangen i børnehaven er et stor legekøkken. Når vi tænker børnene ind i alle rum, så giver det os mulighed for at fordele voksne og børn over et større areal igennem hele dagen og give pauser, når det store fællesskab fylder for meget.

Vores vuggestuegruppe; Brumbasserne, er normeret til 24 børn og også her er personalet meget skarpe på at bruge alle Husets kvadratmeter til at skabe små læringsmiljøer for mindre grupper af børn.

Vores børnehave er årgangsinddelt på tre stuer og er i alt normeret til 64 børn. 

I Løkkebo betyder årgangsinddelingen, at børn og voksne, sammen, flytter stue omkring d. 10. maj, hvert år.

Man starter på Larvestuen, når man er fyldt 3 år og kommer fra vuggestuen/dagplejen. Året efter, i maj, så rykker børnene af samme kalender-årgang, med deres voksne til Sommerfuglestuen. Næste år, i maj, flytter børnene og deres voksne til videre Guldsmedestuen og et år senere tager de voksne med børnene i brobygning på deres nye skole. 

Alle børn i børnehaven vil på den måde få oplevelsen af "at rykke op" og en fysisk markering af at være blevet et år ældre, når de skifter stue og indholdet i legekasserne er anderledes og udfordrende.

Vi vægter relationsarbejdet meget højt og denne strukturform giver os en fantastisk mulighed for at følge hvert enkelt barn og familie helt til dørs, når vi siger goddag med 3 år og farvel ved 5/6 år. Samtidig bliver vi, som professionelle, fagligt udfordret, fordi vi er nødt til at holde os opdateret og videreuddannet, når vi skal sikre de rette alderssvarende læringsmiljøer.

Vores Guldsmedestue deltager i projekter på tværs af institutionerne i Vallensbæk, som f.eks. idrætsdage og fodboldturneringer. Derudover tilbydes svømning en gang ugentlig på Pilehaveskolen, med uddannet instruktør. Der er et godt og velfungerende brobygningsforløb til de kommende skolebørn, som en del af Vallensbæks fokus på et sammenhængende forløb for børn 0-18.

Forældrebestyrelsen

Løkkebo har en god og engageret forældrebestyrelse, pt. bestående af 8 medlemmer og 1 medarbejderrep., der repræsenterer forældre fra både vuggestue og børnehave, samt personalegruppen.

Forældrebestyrelsen er med til at arrangere forskellige ting som portrætfotografering, foredrag, sommerfest, bedsteforældredag, juleklip, Luciaoptog og meget mere.

Bestyrelsen gør en stor indsats for at lave arrangementer, der bidrager til børnenes oplevelser af fællesskab og fællesskabsfølelse, ligesom de har fokus på inddragelse af nye forældre i vores fælleskab.

Madordning

Endnu en ting, som er værd at fremhæve er Løkkebos køkkenpersonale og vores meget velfungerende madordning, der gælder for alle børn i institutionen.

Køkkenet er moderne og vores børn har adgang til en masse lækker og forskelligartet mad, som tilberedes i eget køkken, hver dag – også med hjælp fra børnene. Vi tilbyder morgenmad, frokost, samt frugt/brød to gange dagligt.

Det særligt gode ved madordningen er, at når alle børn kommer godt omkring alle smage, udfordres på deres sanser, så bliver madmodighed en mulighed og kræsenhed kan begrænses.

Børnene udtaler:
”Det er her alle mine venner er” – Julius 4 år.
”Der er bare den bedste legeplads” – Linus 4 år.
”Gitte laver den lækreste mad” – Ellen 4 år.